Øens Hold Cup satte rekord

De første dage havde gæsterne hænderne i vejret for at holde på paraplyen, regntøjet eller andet der kunne beskytte mod regn og kulde. Efter stævnet kan arrangørerne ikke få hænderne ned i begejstring over resultatet ved årets første Øens Hold Cup: Et overskud på ca. 100.000 kr.!

-  Selv om der selvfølgelig kan dukke ekstra regninger op, så tør jeg godt sige, at resultatet er ny rekord for Øens Hold Cup i Ringe, siger en glad stævneleder, Carsten Lindholm.

Årsagen til det flotte overskud skal primært findes i deltagertallet: 450 spillere, ledere og forældre fra hele landet var samlet i Ringe. Det gav mange overnattende og spisende gæster og det er noget der straks kan aflæses på regnskabet. 

- Selvfølgelig er det godt, at vi kan skaffe så mange penge til børne- og ungdomsarbejdet i Ringe Boldklub. Men ligeså vigtigt er det, at de mange gæster rejser glade og tilfredse herfra, fordi vi har sørget godt for dem. Og ud fra de første tilbagemeldinger, så er det bestemt lykkedes, fastslår Carsten Lindholm.

Endnu engang bidrog de mange frivillige hjælpere til et godt stævne - både som kampledere for de mange U 11-spillere på fodboldbanerne og som kokke og serveringspersonale, nattevagter m.m. på Nordagerskolen, hvor gæsterne boede under Øens Hold Cup.

Det er endnu ikke afgjort om Ringe Boldklub også får tildelt et stævne i oktober. 

Ringe Boldklub * Floravej 17C * 5750 Ringe * info@rb27.dk